Vi kan ikke blot lukke øjnene
af Jan BachVold. Vi skal bekymre os noget mere om vores nærmeste
ALTING ER så dejligt forudsigeligt. For eksempel ved jeg, at jeg med stor sandsynlighed vil blive forkølet, hvis jeg fortsat ignorerer termometerets faldende vandstand - eller hvad der nu er i.
Men det er desværre ikke altid, jeg tager varsler af slig art, og derfor sidder jeg i dag med løbende næse og med hang til romtoddyer.
På samme måde oplever jeg, mange har det - inderst inde ved vi godt, at der er noget galt, men vi håber vel alle det bedste, og glemmer det igen.
Det kan i visse tilfælde også være en god idé at glemme mange af livets fortrædeligheder. Men hvad vi har været vidne til gennem den seneste tid, bør vi ikke glemme, og det hører ind under, hvad jeg vil kalde vores "kollektive dårlige samvittighed".
Jeg tror, de fleste ved, at det står grelt til i mange familier, og jeg tror, at mange af os har haft lyst til at sige eller gøre noget men som de pæne mennesker vi er, blander vi os ikke. Og hvis vi en gang er kommet til at nævne noget - nærmest i forbifarten - vil vi hurtigt blive orienteret om, at det ikke rager os.
Men det rager os. Det berører os alle i en grad der bedst ses af, at der stadig ligger friske blomster på åstederne, og vi ved, at det kan komme meget tæt på os selv.
Derfor bliver vi nødt til at reagere, men reaktionsformen er ikke ligegyldig. Der har igen været talt om hårdere og hurtigere straffe for voldsudøvere, hvilket, efter min mening, svarer til at spise karameller for ikke at få huller i tænderne.
Når et menneske udøver vold, er det ikke fordi vedkommende, er hæmningsløs, som det fejlagtigt bliver hævdet. Det er tværtimod fordi vedkommende har mange og voldsomme hæmninger. De har aldrig fået et naturligt forhold til deres egen aggression eller til deres øvrige følelsesliv. De har det meste af deres liv lært, at aggression er uønsket, og det skorter ikke på forældrenes fantasi, når det gælder at undertrykke barnets naturlige følelsesudbrud.
Derfor hjælper det ikke at sætte folk i spjældet i x-antal år. Det lærer vedkommende voldsudøver ikke at håndtere sin aggression af, hvilket der kan fremlægges talrige eksempler på.
I et fængsel lærer vedkommende at kapsle sig endnu mere inde end før, og resultatet bliver en endnu større ophobning af aggression, som så blot skal ud på et andet tidspunkt, og det skal nok komme ud. Til den aggression der var i forvejen, er der nu tilføjet et had til "systemet" - mod det samfund, der straffer.
Det at give sine følelser udtryk, er en erfaring man skal få gennem hele livet, og især i barneårerne er det vigtigt, at der er plads - plads til gråd, had, glæde og vrede.
Hvis de voksne giver plads til, at barnet kan opleve disse følelser, vil de være med til, at der opbygges en erfaring i barnet, som vil vare hele livet, og som vil betyde, at der i stedet for et enkelt voldsomt udbrud kommen en masse små, som hurtigt forsvinder igen, hvorefter situationen igen bliver normal.
Det er vigtigt at erfare, at en aggression forsvinder igen - at det bare er noget der kommer op i en, og kort tid efter er det væk igen. Den erfaring kan kun bibringes individet i barneårerne.
Jeg ved godt, at det ikke er noget der hjælper lige her og nu, men et sted bliver vi nu engang nødt til at starte, og det er her, vi skal blande os noget mere.
Vi hverken kan eller må længere lukke øjnene for vores eget ansvar overfor, hvad vi oplever, og hvad enten det er vores familie eller vores nabo, har vi en pligt til at hjælpe. Om den hjælp skal bestå i, at der rettes henvendelse til de sociale myndigheder eller en direkte henvendelse til de pårørende, det må bero på, hvor godt man føler at kende den familie, det handler om, der har hjælp behov.
Vi skal blande os, fordi vi har et medansvar. Hvornår har du sidst været sammen med dine venner, din familie eller naboer, bare fordi det skulle være rart?
GENNEM DEN sidste 20-års periode er de sociale relationer for de fleste danskere skrumpet væsentligt ind og det endda på trods af, at det netop er disse relationer, der er med til at give tryghed i hverdagen.
Er der da slet ingen, der kan huske, hvor rart det var at være på besøg hos bedstemor eller hos andre nære familiemedlemmer, som stadig kan genkalde sig atmosfæren eller kan genkalde sig billeder af, hvordan der så ud i deres hjem.
Det er én af de ting, mange børn mangler i dag. Men dine egne oplevelser var måske ikke så positive, og det er måske derfor du ikke selv gør noget ud af det?
I alt fald synes det urimeligt, at fordi du selv har nogle negative erindringer, skal de videreføres til dine børn. Eller eftermiddagste hjemme ved en skolekammerat eller bare sammen med en af dem fra gården?
I den samme 20-års periode er utrygheden vokset, og da den er omvendt proportional med det enkelte menneskes overskud, kan også de lærde se, at det skal ende galt. Der er mange, der for mange år siden mumlede noget i den retning, men profeterne og de skriftkloge formåede at mane til tavshed under devisen "det går ufatteligt godt".
Skal vi videre, og det håber jeg, vi skal, må vi holde op med at blande os så meget, men derimod begynde at bekymre os noget mere for vores nærmeste - vores nærmeste i både familiær og fysisk betydning. Det er dybest set ansvarsløst, hvis vi blot lukker øjnene.